Når produktionen af tunnelelementerne til Femern-forbindelsen er færdig om få år, vil Danmarks tunnelfabrik være klar til nye projekter. Det kan være nøglen til en ny Øresundsforbindelse, som kan blive det næste store tunnelprojekt.
Før sommeren besøgte svenske Trafikverket Rødby for at se nærmere på Femern-projektet. Et fascinerende infrastrukturprojekt, der med sine cirka 18 kilometer bliver verdens længste sænketunnel.
Danmark har investeret cirka 5 milliarder kroner i tunnelfabrikken ved havnen i Rødby, hvor op mod 1.000 mennesker arbejder på tunnelbyggeriet. Fabrikken producerer de 200 meter lange og 73.000 tons tunge betonelementer, der udgør tunnelen. Der skal bruges 89 tunnelelementer for at nå fra den danske til den tyske kyst. De færdige elementer bugseres et efter et ud i bæltet og sænkes ned på havbunden i en udgravet rende. Med millimeterpræcision. Det er ingeniørkunst i absolut verdensklasse.
Der er meget, Sverige kan lære af Femern-forbindelsen. For forhold til en fremtidig Øresundsforbindelse mellem landene er det særlig interessant at holde øje med timingen for produktionskapaciteten på fabrikken i Rødby.
Permanent tunnelfabrik har brug for nye tunnelprojekter
I 2023 besluttede Danmark, at tunnelfabrikken i Rødby skal være permanent og bruges til nye projekter efter Femern-forbindelsen. Det betyder mange arbejdspladser til Danmark, og efterhånden som der oparbejdes viden og erfaring om produktion og anlæggelse, kan arbejdet optimeres og effektiviseres. Det betyder, at fremtidige projekter kan bygges hurtigere, billigere og med mindre risiko.
Mulig tidslinje:
Cirka 2029: produktionen af tunnelelementer til Femern-forbindelsen forventes at være afsluttet.
Cirka 2030: produktion af tunnelelementer til Østlig Ringvej kan formentlig påbegyndes.
Cirka 2035: produktion af tunnelelementer til en ny Øresundsforbindelse skulle kunne påbegyndes, hvis analyser og planlægning er gennemført og beslutninger taget.
Efter Femern-forbindelsen forventes tunnelfabriken at skulle producere elementer til Østlig Ringvej i København. I modsætning til Femern-forbindelsen er denne tunnel kun til biltrafik, og tunnelelementerne vil derfor skulle udformes lidt anderledes. En miljøkonsekvensanalyse af Østlig Ringvej er igang, og det er rimeligt at antage, at produktionen af tunnelelementer til Østlig Ringvej kan starte efter produktionen af Femern-forbindelsen er afsluttet cirka 2029. Østlig Ringvej er et mindre projekt, og det er sandsynligt, at produktionen af tunnelelementer vil være færdig omkring 2035.
Hvilken sænketunnel skal bygges i 2035?
I Danmark diskuteres en Kattegat-forbindelse mellem Sjælland og Jylland. Forundersøgelsen fra 2022 beskrev muligheden for at delvist bygge forbindelsen som sænketunnel og bruge tunnelfabrikken i Rødby, hvilket skulle resultere i en økonomisk besparelse på flere milliarder. Siden forundersøgelsen har Kattegat-forbindelsen stået stille politisk i Danmark.
Et alternativt projekt er en ny Øresundsforbindelse. I de senere år har der været undersøgelser i gang i Sverige, og regeringens særlige undersøger har været i dialog med den danske side. Et konkret forslag til en bilateral undersøgelse ligger nu på bordet.
Ifølge svenske Trafikverket skal en ny Øresundsforbindelse gerne stå klar til 2050. Tidsplanen for en ny Øresundsforbindelse passer derfor godt med tunnelfabrikkens produktionskapacitet fra 2035. For Danmark betyder det fortsat arbejde på tunnelfabrikken og arbejdspladser. For Sverige betyder det, at et stort projekt kan gennemføres hurtigt. Det er en win-win-situation.
For at realisere denne grove tidsplan er det presserende at der gennemføres en fælles dansk-svensk undersøgelse af en ny Øresundsforbindelse som sænketunnel. En Øresundstunnel fra Landskrona kan bygges som sænketunnel. Strækningens længde og dybde ligner Femern-forbindelsens og en Øresundstunnnel kan bygges på samme måde med vej og jernbane i en sænketunnel.
Brikkerne passer sammen.
Recent Comments