Togtrafikken på Kystbanen mellem København og Helsingør diskuteres i øjeblikket livligt efter, at DSB har fremlagt et forslag til en ny køreplan, som gør rejsetid længere. Derudover kører togene på Kystbanen ikke længere direkte til Københavns Lufthavn. 

De svenske regionaltoge får ofte skylden for Kystbanens udfordringer. Først skabte de svenske toge forsinkelser på Kystbanan, hvorefter man besluttede at separere den danske og svenske regionaltrafik. Og nu er de svenske toge med til at skabe kapacitetsproblemer i København og ”røret” mellem Østerport og København H, hvilket påvirker Kystbanen negativt.

Med en ny Øresundsforbindelse mellem København og Landskrona vil de svenske regionaltoge i fremtiden kunne køre i et eget separat system, hvor de efter København H kører tilbage til Sverige via en ny Øresundsforbindelse til Landskrona. Dermed skal de svenske regionaltoge hverken gennem ”røret” eller vende i København, men svenskerne kan stadig både komme til lufthavnen og København for at arbejde, opleve og handle. På den måde kan Europasporet bidrage til bedre togtrafik i Danmark.

Landskronas borgmester Torkild Strandberg (L) skriver i et debatindlæg i Sjællandske Medier om, hvordan en ny Øresundsforbindelse kan bidrage til at forbedre togtrafikken på både dansk og svensk side og opfordrer til åben dialog om nye Øresundsforbindelser.